Pavens budskab i anledning af 175 -års jubilæum for Bønnens Apostolat


Pave Frans’ fastebudskab 2019

”For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares”
(Rom 8,19).

Kære brødre og søstre,

Hvert år fornyer Gud gennem vor Moder, Kirken, de ”troendes sind og giver dem med glæde at se frem til påskens højtid” (Fastetidens præfation I), så de i påskens mysterium kan få del i Kristi nye liv. Herved kan vi vandre fra påske til påske mod frelsens fylde, som vi allerede har modtaget gennem Kristi påskemysterium: ”Til det håb er vi frelst!” (Rom 8,24). Frelsens mysterium, som allerede virker i os her i vort jordiske liv, er en dynamisk proces som omslutter hele historien og al skabning. Som apostlen Paulus skriver: ”For skabningen venter med længsel på, Guds børn skal åbenbares” (Rom 8,19). I dette perspektiv vil jeg komme med nogle refleksioner til at ledsage vor omvendelsesvej i den kommende fastetid.

1. Skabelsens forløsning

Fejringen af påskens Triduum, Kristi lidelse, død og opstandelse – kulminationen på det liturgiske år, kalder os til hvert år at begive os ud på en forberedelsesvej i erkendelse af, at vor samhørighed med Kristus (jf.Rom 8,29) er en af den guddommelige barmhjertigheds uvurderlige gaver. Når vi lever som Guds børn, forløste og drevet af Helligånden (jf. Rom 8,14), og i stand til at erkende og adlyde Guds lov; når vi tager udgangspunkt i den lov, som er indskrevet i vort hjerte og i naturen, kan vi også gavne skabelsen ved at medvirke til dens forløsning. Derfor skriver apostlen Paulus, at skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Altså at alle dem, der erfarer nåden ved Jesu påskemysterium, også må erfare dens fuldbyrdelse i selve menneskelegemets forløsning. Helgenerne lovpriser Gud, når Kristi kærlighed forvandler deres liv i ånd, sjæl og legeme. Gennem bøn, kontemplation og kunst inkluderer de også de andre skabninger i deres lovprisning, hvilket er så vidunderligt udtrykt i den hellige Frans af Assisis ’Skabningernes Lovsang’ (jf. Lovet være du, 87). Den harmoni, der findes i verden takket være forløsningen, er dog konstant truet af syndens og dødens negative kraft.

2. Syndens nedbrydende kraft

Faktisk forholder det sig sådan, at når vi ikke lever som Guds børn, opfører vi os ofte destruktivt mod vor næste og resten af skaberværket – men også mod os selv, når vi mere eller mindre bevidst begynder at betragte de andre som noget, vi kan bruge for at tilfredsstille vore egne behov. Herefter tager umådeholdenheden overhånd: vi anlægger en livsstil, som overskrider de begrænsninger vore menneskelige vilkår og naturen byder os respektere. Vi giver efter for de uhæmmede begær som Visdommens Bog kalder for ugudelige og uden håb for fremtiden (jf. 2,2-11). Hvis ikke vi vedholdent stræber efter påsken, mod opstandelsens horisont, vil den mentalitet som kommer til udtryk i talemåderne ”Jeg ønsker det hele og det skal være nu!” og ”For meget er aldrig nok” tage overhånd. Som vi ved, er roden til alt ondt synden, der helt fra begyndelsen har ødelagt vort fællesskab med Gud, med vor næste og skabningen selv, som vi gennem vores legeme er forbundet til på en særlig måde. Dette brud på fællesskab med Gud ødelægger også de harmoniske relationer mellem os og de omgivelser, vi er kaldede til at leve i, så haven bliver en vildmark (jf 1 Mos 3,17-18). Synden får mennesket til at betragte sig selv som skaberværkets Gud og dets øverste Herre. Dermed bruger vi det ikke sådan som Gud har tænkt det, men ud fra vore egne interesser og på bekostning af de andre skabninger. Har vi først forladt Guds lov, kærlighedens lov, tager loven om den stærkes ret over den svage over. Synden, som bor i menneskets hjerte (jf. Mk 7,20-23) – og viser sig som grådighed og et uhæmmet behov for komfort, en manglende interesse for andres ve og vel, ja, også ens eget – fører til udnyttelsen af skaberværket, andre mennesker og miljøet takket være en umættelig grådighed, der betragter alle ens ønsker som en ret, men som før eller siden ender med også at ødelægge den, der lader sig dominere af den.

3. Angerens og tilgivelsens helbredende kraft

Derfor har skabelsen akut brug for at Guds børn, ”en ny skabning”, åbenbarer sig. For ”er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17). Takket være deres åbenbaring kan skabelsen selv fejre en Påske og åbne sig mod den nye himmel og den nye jord (jf. Åb 21,1). Vejen til påsken opfordrer os kristne til at forny vort ansigt og hjerte gennem anger, omvendelse og tilgivelse, så vi til fulde kan leve i påskemysteriets overstrømmende nåde. Denne ”utålmodighed”, hele skaberværkets forventning, opfyldes i åbenbaringen af Guds børn. Det vil sige, når kristne og alle mennesker på afgørende vis begiver sig ind på denne ”rejse” som omvendelse indebærer. Sammen med os er hele skaberværket kaldet til at vandre fremad ”befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden” (Rom 8,21). Fastetiden er et sakramentalt tegn på denne omvendelse. Den opfordrer de kristne til på en mere intens og konkret måde at inkarnere påskemysteriet i deres personlige, familiære og sociale liv, især gennem faste, bøn og almisser. Faste lærer os at ændre vor holdning til næsten og hele skaberværket; at vi vender os bort fra fristelsen til at ”opsluge” alt for at tilfredsstille vor egen grådighed; at vi lider for kærligheden, som kan udfylde vort hjertes tomhed. Bøn lærer os at opgive afgudsdyrkelse og vor egen selvtilstrækkelighed og at erkende, at vi har brug for Vorherre og hans barmhjertighed. At give almisser frigør os fra livets dårskab om at ophobe alt for én selv i den illusion, at det kan sikre en fremtid som ikke tilhører os. Det er derfor et spørgsmål om at genopdage glæden ved Guds plan for skaberværket og vore hjerter, så vi atter bliver i stand til at elske Ham, vor næste og hele verden, og i denne kærlighed finde den sande lykke.

Kære brødre og søstre.

Den ”fastetid” på fyrre dage, som Guds Søn tilbragte i skabelsens ørken, havde til formål atter at gøre den til en have for fællesskab med Gud, som det var tilfældet inden arvesynden (jf. Mk 1,12-13; Es 51,3). Må vor fastetid i år blive en pilgrimsfærd ad samme vej, således at vi kan bringe Kristi håb til al skabning, så den kan blive ”befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden” (Rom 8,21). Måtte denne nådens tid ikke være forgæves!
Lad os bede Gud om at hjælpe os med at vandre på en sand omvendelsesvej. Lad os opgive vores egoisme og selvoptagethed og vende os mod Jesu påske.
Lad os nærme os vore brødre og søstre i nød ved at dele vores åndelige og materielle goder med dem. Ved på konkret vis at bringe Kristi sejr over synd og død ind i vort liv bliver vi også i stand til at udstråle dens forvandlende kraft til al skabning.

Givet i Vatikanet, 4. oktober 2018 På festdagen for Sct. Frans af Assisi
FRANS


PAVE FRANS’ BUDSKAB TIL XXVII VERDENSDAG

FOR DE SYGE 2019

"Du har modtaget frit, giv frit" (Math.10, v.8)

 

Kære brødre og søstre! "Du har modtaget frit, giv frit" (Math.10, v.8). Disse er ordene sagt af Jesus, da han udsendte apostlene for at udbrede evangeliet, så hans rige ville blive spredt ved de uselviske kærlighedshandlinger.

 

Livet er en gave fra Gud, som Hellige Paulus påminder:" Hvad har du, som du ikke har fået givet?"(1.Kor. 4, v.7). Eksistens, netop fordi det er en gave, kan ikke blive betragtet som ren besiddelse eller privat ejendom, især over for opnåelsen af medicin og bioteknologi som kunne føre et menneske til at ligge under for fristelsen til at manipulere "livets træ" (se 1. Mos. 3, v. 24).

 

Over for kulturen med afvisning og ligegyldighed, vil jeg gerne sige, at gaven skulle blive anset som et paradigme i stand til at modstå individualisme og midlertidigt socialt brud, til udviklingen af nye bånd og forskellige former for menneskeligt samarbejde mellem nationer og kulturer. Dialog, som er gavens forudsætning, åbner for at give plads til menneskelig vækst og udvikling, der gør det muligt at bryde det rigide mønster af styrelse i samfundet. Donation kan ikke identificeres med handlingen at give, fordi det kun kan kaldes sådan, hvis det giver sig selv. Dette kan ikke blive reduceret til en enkel overførelse af ejendel eller genstand. Det er forskelligt fra at give, præcist fordi det indeholder en gave af selvet, og skal forestille ønsket om at danne et bånd. Derfor er gave gensidig påskønnelse, som er et nødvendigt element i sociale bånd.

 

Enhver er fattig, nødlidende og trængende. Når vi bliver født for at leve, har vi behov for vore forældres omsorg og beskyttelse. Således er ingen af os på nogle stadier i vort liv og livsfaser i stand til at gøre sig selv helt fri for behovet og hjælp fra andre, og man er aldrig i stand til at overskride grænsen for hjælpeløshed over for nogen eller noget. Dette er tilstanden, som karakteriserer vores væren som” væsner". Den ærlige erkendelse af denne sandhed giver os mod til at forblive ydmyge og med mod at praktisere solidaritet som en uundværlig dyd til at eksistere.

 

Denne bevidsthed driver os til at handle ansvarsfuldt og pålægge andre ansvarlighed og være betænksomme, huskende det gode, som er både personligt og fælles. Kun når mennesket forstår sig selv ikke som en lukket verden, men som én, der af naturen er forbundet med alle andre som "brødre" er muligheden for praktiseringen af den sociale solidaritet, baseret på det fælles gode. Vi må ikke være bange for os selv som nødlidende og ude af stand til at forsyne os selv med alt, hvad vi behøver, fordi vi kan ikke overkomme alle begrænsninger selv. Lad os ikke være bange for denne sandhed, fordi Gud selv ydmygede sig i Jesus (se Fil. 2, v.8) og bøjede sig over for os og vores fattigdom for at hjælpe os og give os de goder, som vi aldrig kan forsyne os selv med.

 

Ved fejringen af den højtidelige fejring i Indien, ville jeg gerne mindes med glæde og beundring den Hellige Mother Teresa af Calcuttas skikkelse, en model af kærlighed, som har vist Guds kærlighed til den fattige og den syge. Som jeg fastslog under hendes kanonisering :" Mother Teresa indeholdt gennem sit liv et generøst rum med Guds barmhjertighed, parat til at tjene enhver ved at modtage og forsvare det menneskelige liv, den ufødte og den forladte og afviste (...) Hun bøjede sig over for de afkræftede mennesker, som døde ladt tilbage ved vejsiderne og anerkendte i dem værdigheden, som var givet dem af Gud; hun talte til stormændene i dette land, for at de erkendte deres fejl i forbindelse med forbrydelserne (...) med fattigdom skabt af dem selv. Barmhjertighed var for hende "salt”, som giver smag til enhver handling og "lys" som oplyser mørket hos dem, der ikke engang længere havde tårer for at græde over deres fattigdom og lidelse.

 

Hendes mission i udkanten af byerne og den eksistentielle periferi forbliver i vore dage et overbevisende vidnesbyrd om Guds nærhed over for de fattigste af de fattige." (Prædiken, 4. september 2016).

 

Hellige Teresa hjælper os til at forstå det eneste kriterium for handling må være uselvisk kærlighed til alle, uanset sprog, kultur, etnisk oprindelse eller religion. Hendes eksempel fører os stadig til at udbrede horisonter af glæde og håb for menneskelighed med behov for forståelse og omsorgsfuldhed; især over for dem, der lider.

 

Den menneskelige taknemmelighed er de frivilliges gæring til handling, som er af stor vigtighed i den socio-medicinske sektor. De frivillige lever på en overbevisende måde den Barmhjertige Samaritans spiritualitet. Tak og jeg understøtter alle frivillige foreninger, som tager sig af transporten og assisterer patienter, og som forsyner med at give bloddonation, væv og organer. Et særligt område, i hvilket jeres tilstedeværelse er udtrykt med Kirkens syn, er beskyttelsen af den syges rettigheder, især dem, som lider af sygdomme, som kræver særlig behandling, uden også at glemme niveauet for stigende social opmærksomhed og forebyggelse. Jeres frivillige tjeneste på de sanitære og hjemlige område er af stor vigtighed, fra hjælp til helbredet til åndelig støtte. Det bliver brugt af mange syge, ensomme mennesker, ældre mennesker, mentalt og fysisk svage mennesker. Jeg opmuntrer jer til at fortsætte med at være et tegn på kirkens tilstedeværelse i en sekulariseret verden. En frivillig arbejder er en uselvisk ven, som kan blive betroet med tanker og følelser; ved at lytte skaber han/hun forhold, i hvilke patienten ikke længere er et passivt objekt til at drage omsorg for, men bliver et aktivt subjekt og en hovedperson i et gensidigt forhold, i stand til at genvinde håb og være bedre forberedt på at acceptere behandling. At arbejde frivilligt medfører kommunikation med værdier, opførsel, og livsstil, som har en passion for at give sat i centrum. På denne måde bliver menneskeliggørelsen af omsorg virkeliggjort.

 

Den uselviske holdning skulle blive understøttet frem for alt af de katolske sundhedsmæssige institutioner, fordi det er Evangeliets logik, som kvalificerer deres handling, både i de mest avancerede områder og på de mest vanskelige steder. Katolske institutioner er kaldet til at udtrykke gavens, taknemmeligheds og solidaritets mening, som svar på den logik at få fortjeneste for enhver pris, at give for at modtage, misbruge uden at have øje for menneskene.

 

Jeg opfordrer jer alle til, på forskellige niveauer, at fremme kulturen for uselviskhed og det ag give, som er nødvendigt for at overstige kulturer med profit og udelukkelse. Katolske sundhedsinstitutioner skulle ikke falde i fælden ved først og fremmest at tænke forretningsmæssigt udbytte, men tage sig af mennesker. Vi ved, at helbred afhænger af gensidig påvirkning af andre og har brug for tillid, venskab og solidaritet. Det er et gode, som man kunne fuldt ud glæde sig ved, men kun ved at blive delt. Glæden ved den gratis gave er et tegn på et kristent helbred.

 

Jeg betror jer alle til Maria, de syges helse, Må hun hjælpe os til at dele gaverne, modtaget i dialogens ånd og indbyrdes accept, ved at vi lever som brødre og søstre, opmærksomme på hinandens behov, så vi ved, hvordan vi giver med generøst hjerte og lære glæden ved uselvisk tjeneste. Med kærlighed forsikrer jeg enhver om min nærhed i bøn, og jeg tilsender hjerteligt min apostolske velsignelse.

 

Vatikanet, november 25., 2018

Festen for Jesus Kristus, Universets Konge

Frans