PAVE FRANS’ BUDSKAB TIL XXVII VERDENSDAG

FOR DE SYGE 2019

"Du har modtaget frit, giv frit" (Math.10, v.8)

 

Kære brødre og søstre! "Du har modtaget frit, giv frit" (Math.10, v.8). Disse er ordene sagt af Jesus, da han udsendte apostlene for at udbrede evangeliet, så hans rige ville blive spredt ved de uselviske kærlighedshandlinger.

 

Livet er en gave fra Gud, som Hellige Paulus påminder:" Hvad har du, som du ikke har fået givet?"(1.Kor. 4, v.7). Eksistens, netop fordi det er en gave, kan ikke blive betragtet som ren besiddelse eller privat ejendom, især over for opnåelsen af medicin og bioteknologi som kunne føre et menneske til at ligge under for fristelsen til at manipulere "livets træ" (se 1. Mos. 3, v. 24).

 

Over for kulturen med afvisning og ligegyldighed, vil jeg gerne sige, at gaven skulle blive anset som et paradigme i stand til at modstå individualisme og midlertidigt socialt brud, til udviklingen af nye bånd og forskellige former for menneskeligt samarbejde mellem nationer og kulturer. Dialog, som er gavens forudsætning, åbner for at give plads til menneskelig vækst og udvikling, der gør det muligt at bryde det rigide mønster af styrelse i samfundet. Donation kan ikke identificeres med handlingen at give, fordi det kun kan kaldes sådan, hvis det giver sig selv. Dette kan ikke blive reduceret til en enkel overførelse af ejendel eller genstand. Det er forskelligt fra at give, præcist fordi det indeholder en gave af selvet, og skal forestille ønsket om at danne et bånd. Derfor er gave gensidig påskønnelse, som er et nødvendigt element i sociale bånd.

 

Enhver er fattig, nødlidende og trængende. Når vi bliver født for at leve, har vi behov for vore forældres omsorg og beskyttelse. Således er ingen af os på nogle stadier i vort liv og livsfaser i stand til at gøre sig selv helt fri for behovet og hjælp fra andre, og man er aldrig i stand til at overskride grænsen for hjælpeløshed over for nogen eller noget. Dette er tilstanden, som karakteriserer vores væren som” væsner". Den ærlige erkendelse af denne sandhed giver os mod til at forblive ydmyge og med mod at praktisere solidaritet som en uundværlig dyd til at eksistere.

 

Denne bevidsthed driver os til at handle ansvarsfuldt og pålægge andre ansvarlighed og være betænksomme, huskende det gode, som er både personligt og fælles. Kun når mennesket forstår sig selv ikke som en lukket verden, men som én, der af naturen er forbundet med alle andre som "brødre" er muligheden for praktiseringen af den sociale solidaritet, baseret på det fælles gode. Vi må ikke være bange for os selv som nødlidende og ude af stand til at forsyne os selv med alt, hvad vi behøver, fordi vi kan ikke overkomme alle begrænsninger selv. Lad os ikke være bange for denne sandhed, fordi Gud selv ydmygede sig i Jesus (se Fil. 2, v.8) og bøjede sig over for os og vores fattigdom for at hjælpe os og give os de goder, som vi aldrig kan forsyne os selv med.

 

Ved fejringen af den højtidelige fejring i Indien, ville jeg gerne mindes med glæde og beundring den Hellige Mother Teresa af Calcuttas skikkelse, en model af kærlighed, som har vist Guds kærlighed til den fattige og den syge. Som jeg fastslog under hendes kanonisering :" Mother Teresa indeholdt gennem sit liv et generøst rum med Guds barmhjertighed, parat til at tjene enhver ved at modtage og forsvare det menneskelige liv, den ufødte og den forladte og afviste (...) Hun bøjede sig over for de afkræftede mennesker, som døde ladt tilbage ved vejsiderne og anerkendte i dem værdigheden, som var givet dem af Gud; hun talte til stormændene i dette land, for at de erkendte deres fejl i forbindelse med forbrydelserne (...) med fattigdom skabt af dem selv. Barmhjertighed var for hende "salt”, som giver smag til enhver handling og "lys" som oplyser mørket hos dem, der ikke engang længere havde tårer for at græde over deres fattigdom og lidelse.

 

Hendes mission i udkanten af byerne og den eksistentielle periferi forbliver i vore dage et overbevisende vidnesbyrd om Guds nærhed over for de fattigste af de fattige." (Prædiken, 4. september 2016).

 

Hellige Teresa hjælper os til at forstå det eneste kriterium for handling må være uselvisk kærlighed til alle, uanset sprog, kultur, etnisk oprindelse eller religion. Hendes eksempel fører os stadig til at udbrede horisonter af glæde og håb for menneskelighed med behov for forståelse og omsorgsfuldhed; især over for dem, der lider.

 

Den menneskelige taknemmelighed er de frivilliges gæring til handling, som er af stor vigtighed i den socio-medicinske sektor. De frivillige lever på en overbevisende måde den Barmhjertige Samaritans spiritualitet. Tak og jeg understøtter alle frivillige foreninger, som tager sig af transporten og assisterer patienter, og som forsyner med at give bloddonation, væv og organer. Et særligt område, i hvilket jeres tilstedeværelse er udtrykt med Kirkens syn, er beskyttelsen af den syges rettigheder, især dem, som lider af sygdomme, som kræver særlig behandling, uden også at glemme niveauet for stigende social opmærksomhed og forebyggelse. Jeres frivillige tjeneste på de sanitære og hjemlige område er af stor vigtighed, fra hjælp til helbredet til åndelig støtte. Det bliver brugt af mange syge, ensomme mennesker, ældre mennesker, mentalt og fysisk svage mennesker. Jeg opmuntrer jer til at fortsætte med at være et tegn på kirkens tilstedeværelse i en sekulariseret verden. En frivillig arbejder er en uselvisk ven, som kan blive betroet med tanker og følelser; ved at lytte skaber han/hun forhold, i hvilke patienten ikke længere er et passivt objekt til at drage omsorg for, men bliver et aktivt subjekt og en hovedperson i et gensidigt forhold, i stand til at genvinde håb og være bedre forberedt på at acceptere behandling. At arbejde frivilligt medfører kommunikation med værdier, opførsel, og livsstil, som har en passion for at give sat i centrum. På denne måde bliver menneskeliggørelsen af omsorg virkeliggjort.

 

Den uselviske holdning skulle blive understøttet frem for alt af de katolske sundhedsmæssige institutioner, fordi det er Evangeliets logik, som kvalificerer deres handling, både i de mest avancerede områder og på de mest vanskelige steder. Katolske institutioner er kaldet til at udtrykke gavens, taknemmeligheds og solidaritets mening, som svar på den logik at få fortjeneste for enhver pris, at give for at modtage, misbruge uden at have øje for menneskene.

 

Jeg opfordrer jer alle til, på forskellige niveauer, at fremme kulturen for uselviskhed og det ag give, som er nødvendigt for at overstige kulturer med profit og udelukkelse. Katolske sundhedsinstitutioner skulle ikke falde i fælden ved først og fremmest at tænke forretningsmæssigt udbytte, men tage sig af mennesker. Vi ved, at helbred afhænger af gensidig påvirkning af andre og har brug for tillid, venskab og solidaritet. Det er et gode, som man kunne fuldt ud glæde sig ved, men kun ved at blive delt. Glæden ved den gratis gave er et tegn på et kristent helbred.

 

Jeg betror jer alle til Maria, de syges helse, Må hun hjælpe os til at dele gaverne, modtaget i dialogens ånd og indbyrdes accept, ved at vi lever som brødre og søstre, opmærksomme på hinandens behov, så vi ved, hvordan vi giver med generøst hjerte og lære glæden ved uselvisk tjeneste. Med kærlighed forsikrer jeg enhver om min nærhed i bøn, og jeg tilsender hjerteligt min apostolske velsignelse.

 

Vatikanet, november 25., 2018

Festen for Jesus Kristus, Universets Konge

Frans