Refleksion i august 2020

I  august måned beder vi for evangelisering med særligt fokus på den maritime verden.
- for alle der lever på og af havet, deriblandt sømænd, fikere og dres familier.

Medarbejderne i den maritime sektor spiller en vigtig rolle i verdensøkonomien. Takket være dem, bliver varer fragtet til forskellige verdensdele. 90 procent af den globale handel foregår via søvejen. Selvom vi sjældent er opmærksomme på det, bliver stort set alle vores daglige forbrugsgoder bragt til os via søvejen.

Ikke desto mindre, har livet for medarbejderne og befolkningen på havet mange udfordringer og prøvelser. De lever i trænge kahytter på skibene og står overfor fare og ensomhed. De lever ofte i mange måneder fjernt fra deres hjem, væk fra deres familie og kære, fjernt fra deres hjemland. Deres arbejdsvilkår er vanskelige og de bliver udsat for pludselige hændelser som sørøverier og ekstreme vejrforhold. Fordi de er på havet, kan de ikke deltage i vigtige begivenheder og kan ikke deltage og dele glæden sammen med deres familie og kære ved fx fødselsdage og bryllupper. De kan heller ikke være til stede for at dele sorg og vanskelige tider med dem de holder af.

De, som arbejder og lever på havet, står tit overfor vanskeligheder i nuet samt usikkerhed om fremtiden. Medierne skriver om situationer, hvor medarbejder og søfolk bliver holdt som fanger på skibene uden løn og ikke nok mad. De holdes som en slags nutidslaver.

Pave Frans indbyder i august os på en særlig måde at mindes og takke alle medarbejder på skibene, som alle gør en stor indsats og forsyner os med de ting vi har brug for. Han takker dem for at de bringer mad og daglige fornødenheder til menneskerne og vil minde os om de vanskeligheder, som de står overfor. Paven udtrykker sin taknemmelighed for, at de leverer madvarer og andre nødvendige goder til Den store verdensfamilie uanset hvilke fare der måtte komme.

Covid-19 pandemien har skabt store forandringer for søfarerne og bragt dem mange ofre. Pave Frans siger: ”At være på et skib midt på havet i en lang periode og ikke må komme i land, langt væk fra familie, venner og hjemlandet og have angst for at blive smittet” er en ubeskrivelig tung byrde for dem.

Lad os udtrykke vores taknemmelighed for søfarerne. Lad os bede for søfarerne, beboerne og deres familier og for dem som støtter dem.

Må Gud velsigne dem, for deres arbejde og for deres familie. Hellige Jomfru Maria, du som er stjernen på havet, beskyt dem for altid.

p. Duc Tri Peter Nguyen SJ
Aarhus

Juli 2020


I denne måned beder vi for evangelisering med særligt fokus på familierne
- At familierne i dag må blive omgivet af kærlighed, respekt og vejledning

For familierne har Corona-pandemien været en stor udfordring: Karantæne, hjemmearbejde, skolelukninger m.m. har bundet familierne til deres hus og hjem. En kærkommen retræte – skulle man mene. Men også en tid med spændinger, irritationer, konflikter. Familien skal dog være et fælleskab ” omgivet af kærlighed, respekt og vejledning”, som pave Franz opfordrer os til at bede for! Trods beundringsværdige gode eksempler skal vi hjælpe hinanden, at netop det tætte familieliv forbliver en ”skole af kærlighed”. Kærlighed er samtale, at lytte, gensidig forståelse, omtanke, fantasi, humør. Kærligheden lukker sig ikke inde, men i solidaritet tænker på andre, på dem, der lider mere end os. Kærligheden glemmer ikke verden omkring os, men omgiver familierne, der må leve i fattigdom, er på flugt og lider under diskrimination. Næstekærlighed mener ikke blot de nærmeste, men omfatter også de fremmede, dem vi ikke kender men hver dag hører og læser om i medierne.

Respekt fortjener de talløse mennesker, der i sundhedsvæsenet gør en indsats for at lindre smerte og nød, i politik at træffe de rigtige beslutninger og i kirke og skole at være opfindsomme til at finde en erstatning for det, som de mange savner. I familien og fællesskaber kan vi lære, hvordan vi respekterer dem, der er anderledes, dem, der er deprimerede eller ensomme – trods samvær, at vi alle er mennesker, der på forskellig måde søger en plads i livet.

Vi alle er på vej gennem livet, hver på sin særegen måde. Med vores kærlighed og respekt ledsager vi hinanden til at søge og finde Gud. Gud er kærlighed. Og da Gud er fællesskab – et kærligt samvær af tre ”personer”, så er vores tro en ”skole” –”vejledning” til at finde vores livs mål - også i familien og sammen med andre.

P. Adolf Meister SJ
Aarhus


Juni 2020


I denne måned beder vi for evangelisering med særligt fokus på hjeertets forvandling
- At de, der lider, må finde vej i livet ved at lade sig røre af Jesu Hjerte.

Jesu Hjerte er i vores kristne spiritualitet et tydeligt symbol på Guds kærlighed til hele menneskeheden. Den kærlighed udgød fra Kristi åbent hjerte, da Han i sin dødstime hang på korset.

Evangeliet viser på mange måder, at Kristi hjerte var fuld af godhed. Jesus var god mod alle, Han mødte, om de var retfærdige eller forbrydere. Hele hans liv var faktisk præget af den godhed – i alt det, Han gjorde, i alt det, Han forkyndte, kort sagt i den måde, Han levede på. I Kristi fortællinger findes der også mange smukke symboler på den kærlighed, Gud har til os mennesker – Den Gode Hyrde, Den Barmhjertige Fader, Sædemanden, etc. På en eller anden måde viser de altså at Gud er god for os alle. Hans godhed er styrke i vore svagheder og støtte, når vi har brug for den. Den er ligesom en hjælpende hånd, der rækkes ud for at holde os i det gode eller oprejse os, når vi falder.

Men Guds godhed, illustreret i Jesu Hjerte, er særlig stærk, fordi det er dens ultimative udtryk. Kristi åbent hjerte symboliserer Gud, der ikke blot er på vores side eller endda støtter os på vej til himlen, men der ovenikøbet giver sit liv for os. Jesu Hjerte er bevis på, at Guds kærlighed ingen grænser kender, men at Gud faktisk er villig til at sætte sit eget liv på spil for at redde os. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner (Joh 15.13).

Guds kærlighed, vist i Jesu Hjerte, er virkelig grænseløs. Kristus løb ikke engang tør for den, da Han stod overfor andres had, foragt og ligegyldighed. Hans hjerte havde den kærlighed i overskud, selvom Han oplevede en ren menneskelig grusomhed. Endda ramt af lidelser og udsat for vold af værste slags, bar Han ikke nag til sine forfølgere. Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund.(Es 53.7).

Guds kærlighed er ikke kun en smuk teori eller en rørende historie fra fortiden. Den udgød den gang fra Kristi åbent hjerte på korset, men den strømmer også i dag til alle mennesker på jorden. Når vi kontemplerer Jesu Hjerte, kan vi mere håndgribelig indse, hvor meget Gud egentlig er i stand til at risikere for vor skyld. Han sparede ikke sin egen søn, men gav ham hen for os alle(Rom 8.32). Kristus led og lod sig dræbe af kærlighed for alle mennesker af alle steder og tider. Han viste solidaritet med alle, der også i dag i alle verdenshjørner uskyldig lider under enhver form for prøvelse, fysisk, psykisk eller åndelig. Kristi kærlighed er også i dag fyldt med medfølelse og forståelse overfor alle, der på en eller anden måde lider i denne verden, som Gud således elskede, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.(Joh 3.16).

Lad os i denne måned bede om, at alle, der lider i denne verden, oplever den grænseløse kærlighed, som Gud viser i sin Søns åbne hjerte.

p. Kristof Michalski SJ
Anden Præst ved Vor Frue Menighed i Aarhus


Refleksion maj 2020

I denne måned beder vi for evangelisering med særligt fokus på diakonerne
- at diakonerne, trofast i tjenesten for Ordet og de fattige, må være livgørende tegn for hele Kirken.

I kapitel 6 af Apostlenes Gerninger læser vi en beretning om hvordan 7 mand bliver valgt til en særlig tjeneste i de første kristne fælleskaber. Denne tjeneste vil gennem årene udvikle sig og i dag er kendt under navnet diakoni - tjenesten. Diakonerne i den Katolske Kirke hører til de ordinerede personer da diakonvielsen er den første af tre trin af ordinations sakramente. (de andre to er præstevielsen og bispevielsen). Allerede i Apostlenes Gerninger kan vi se indsættelsen af 7 første diakoner ledsaget af samme gestus som høre andre vielser til - håndpålæggelsen.

Diakonernes tjeneste har fra begyndelsen været forbundet med de fattige og andre personer i nød. Diakoner havde ligeledes også en særlig plads i kirkens liturgi omkr forberedelsen af gaver og alteret og forkyndelsen af ordet. Nogle kirkefædre kalder derfor en diakon for mensarum et viduarum minister - bordets og enkenes tjener. (Skt. Hieronymus, Ep. Ad. Evang.)

Med tiden blev diakontjenesten i den vestlige kristendom reduceret og i den første halvdel af den 20 årh blev den kun til en foreløbig vielse på vej til den endelige præste eller bispe ordination. Det II Vatikanconcil fornyede forståelsen af diakon-tjenesten og genindførte permanent diakonat som form af denne tjeneste.

I dag findes derfor to form af diakoner i den katolske kirke: "midlertidige" og permanente. Den "midlertidige" diakon er en mand, der ordineres som diakon ca. et år inden ordinationen som præst. Han forbliver dog diakon hele livet og dermed tjener for kirken, også efter ordiantionen som præst. Katolske biskopper er således også diakoner, hvilket tydeliggøres ved, at de ved visse anledninger (f.eks. præstevielser) bærer diakonens særlige klædning Dalmatica under sin messehagel.

Den permanente diakon, har kald som diakon og dermed til at tjene kirken. Han forbliver diakon resten af livet. Gifte mænd kan godt blive diakon i den katolske kirke, men diakoner kan ikke blive gift.

Diakonerne fejrer dåbens og ægteskabets sakramente. Bærer kommunionen til de syge, prædiker under gudstjenesten og i mange områder engagerer sig aktivt i de fattiges tjeneste.

I vores bispedømme har diakonerne forskellige tjenester. Nogle er direkte ansat af kirken (f.eks. i Pastoralcentret), nogle andre har bevaret deres “civile” job og arbejder for kirken frivilligt. Alle forbereder sig til deres ordination gennem en grundig uddannelse under biskoppens ansvar.

Vi må være taknemlige for deres virke som på mange måder bygger broer mellem verden og vores kirkelige fælleskaber.

p. Kris Augustyniak SJ
Sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus

 

Refleksion i april 2020

Fokus på befrielse fra afhængighed. For at alle personer der er afhængige af alkohol eller stoffer, må modtage hjælp og omsorg

Da Jesus på korset siger til den gode røver: ”I dag skal du være med mig i Paradiset” Luk. E. 23,39-43 er det et udtryk for, at der er håb for ethvert menneske. Røveren havde begået en alvorlig forbrydelse men han angrede på korset da han sagde til Jesus: ”Jesus husk på mig når du kommer i dit rige”. Hvad enten du er misbruger eller ikke har vi alle brug for samme ærlighed og ydmyghed som røveren udviste for at kunne komme videre med vort liv.

De mange gange jeg har besøgt pilgrimsstedet Medjugorje i Bosnien-Herzegovina er vi altid med vores pilgrimsgruppe på besøg i Cenacolo, (campo.della.vita@tel.net.ba) som er et hjem hvor misbrugere af alkohol, stoffer og andre former for afhængighed lever i et fællesskab. Nogle af de unge mænd fortæller deres vidnesbyrd, og det er gribende at lytte til.

Tidligere misbrugere af stærke stoffer, alkohol m.m. fortæller hudløst ærligt om hvordan de kom til Cenacolo og gennem fælleskab med ca. 35 andre misbrugere oplevede gennem hårdt arbejde, ingen tlf. aviser eller nyheder, ingen cigaretter eller medicin men masser af bøn, daglig messe, tilbedelse og skriftemål oplevede at blive sat fri for deres misbrug.

Ca. 75% af dem som kommer til Cenacola forbliver stoffri og indgår i arbejdet for andre misbrugere, gifter sig eller bliver præster.

Ved ankomsten får den nyankomne en ”Gaurdian Angel” en Værneengel som er en tidligere misbruger som er omkring dig i døgnets 24 timer og som støtter dig i alle de svære situationer der opstår når man ønsker at komme ud af sit misbrug.

Det er ofte et helvede at være i et misbrug man vil gerne ud af det men magter ikke at gøre det der skal til, fordi afhængigheden og suset kræver at man vender tilbage igen og igen og ofte også med store familiære omkostninger.

Derfor er den hjælp og omsorg som vi skal møde misbrugeren så ekstrem vigtigt da det kan betyde liv eller død for vedkommende at der et menneske der lytter og viser forståelse. Vi skal være en ”skytsengel” for den der har behov for hjælp en der hjælper den sårede i den rigtige retning.

Misbrugeren, som er et menneske som dig og mig har brug for at du og jeg ikke giver op. I det øjeblik misbrugeren er parat til at bede om hjælp er der også grupper som AA (anonyme alkoholikere) (kontakt@anonyme-alkoholikere.dk) og andre grupper som står parat til at hjælpe.

I Danmark er der registreret ca. 165.00 misbrugere af alkohol og stoffer og tallet er ikke dalende. Der er gode mulighed for at få et behandlingstilbud fra kommunen men som oftest skal der en ”skytsengel” til da personer med et misbrug ofte giver op fordi behandlingssystemet til tider kan være kompliceret og man må ofte vente længe som misbruger på at få tilbudt den rette behandling. Det vigtigste af alt er at misbrugeren ikke får lov at sejle sig egen sø, og at vi ikke er bange for at hjælpe når det banker på vores dør og at vi beder Jesus om at alle personer, der er afhængige af stoffer eller alkohol, må modtage hjælp og omsorg.

p. Benny Blumensaat
Sognepræst i Esbjerg


Refleksion i marts 2020

I denne måned beder vi for evangelisering med særligt fokus på de kristne i Kina.
- at Kirken i Kina må være udholdende i troen på Evangeliet og vokse i enhed.

Kina er et land, der fascinerer mange og imponerer ved sin størrelse, sit indbyggertal og sin økonomi. Men også kristent set er det et land med et stort potentiale, en lang og dramatisk historie og på det sidste med betragtelige udfordringer og dilemmaer. Allerede i middelalderen blev der oprettet bispedømmer under ledelse af italienske franciskanere. Berømt blev Matteo Riccis og andre jesuitters mission fra 1500-tallet og fremefter. Fremgangen for den katolske mission tog en ny begyndelse i 1800-tallet, som nåede et højdepunkt i 1946 med oprettelsen af 113 bispedømmer.

Kina nåede således at få en fuldt struktureret kirke; men tiden med de nye muligheder varede kort, fordi kommunisternes magtovertagelse kom allerede i 1949. Hermed begyndte den tid med trængsler for Kirken i Kina, som varer til den dag i dag. Magthavernes undertrykkelse er subtil, fordi en statskontrolleret katolsk kirke har fået lov til at eksistere og foregive religionsfrihed; mens katolikker, som udtrykkeligt bevarede troskaben mod Paven er forvist til en katakombetilværelse. Den nyeste hændelse er den nyeste aftale mellem Pavestolen og Kina, hvis indhold ikke er kendt i detaljer, men som allerede er anledning til stor frustration hos pavetro katolikker.

Livet for Kirken handler umiddelbart mere om overlevelse end evangelisering. Enheden er udfordret af eksistensen af en Kirke i to udgaver, Undergrundskirken og den officielle, såkaldte patriotiske kirke. At Kirken fortsat eksisterer i Kina skyldes dog, at der trods de store udfordringer hele tiden har været en evangelisering, som har bestået i generationernes videregivelse af troen. Enheden mellem de to ”sæt” katolikker er fortsat et udestående, som ikke foreløbig synes at være inden for rækkevidde.

Trods samarbejde med staten må katolikkerne i Kina ikke fordømmes. Under vanskelige vilkår forsøger de at føre Kirken videre og få det bedste ud af situationen, også selv om staten fortsat optræder aggressivt mod Kirken. Dog må vi ikke svigte katolikkerne i undergrundskirken, biskopper, præster, ordensfolk og lægfolk, som gennem årtier har udholdt lidelser og afsavn, også med livet som pris. Kirken i Kina har således ikke været særligt missionerende i klassisk forstand; men har ved de kristnes udholdenhed vist sin levedygtighed, iver og troskab, noget som kan imponere og opbygge ligeså meget som en talmæssig vækst.

Lad os derfor i marts bede for, at katolikkernes og de øvrige kristnes vilkår i Kina bliver forbedret indtil fuld frihed er opnået, og at der inden længe må komme en forsoning mellem alle katolikker, så Kirken dér igen må kunne fremstå som en enhed.

+Czeslaw Kozon


Refleksion i februar 2020

I februar måned beder vi for evangelisering med særligt fokus på migranternes nødråb
- at råbene fra vore brødre, de mange migranter, der er faldet i kløerne på skruppelløse menneskehandlere, må blive hørt og taget hensyn til.