Refleksion juni 2021

For evangelisering med særligt fokus på ægteskabets skønhed

Forfatteren for refleksion er Maria Shannel Shanmuganathan.
Hun fortæller om sig selv:

Mit navn er Maria Shannel Shanmuganathan. Jeg er født og opvokset i Danmark, men jeg har mine rødder fra Sri Lanka med tamilsk herkomst. Selvom jeg ikke har rødder i Danmark, har Gud givet mig et hjem her, hvor jeg kan være i sikkerhed og få en fremtid. Mine forældre flygtede fra borgerkrigen, som har hærget landet i mange årtier. Ligesom Gud tog jøderne ud af Egypten fra mange hundredes års slaveri, har Gud også med sin store nåde fået mine forældre ud af en krigszone, til et nyt land, ny kultur og ny hverdag. Her har mine forældre og mine 2 ældre søskende sammen levet i håb, tro og kærlighed til hinanden. Jeg har været katolik hele mit 25-årige liv. Jeg bliver uddannet læge til sommer, og med min uddannelse ønsker jeg at kunne hjælpe mine medmennesker.

I juni måned fokuseres på ægteskabets skønhed.
- at de unge, der forbereder sig til ægteskabet, støttet af det kristne fællesskab, måtte vokse i kærlighed, med gavmildhed, tro og tålmodighed.

Vi lever i en tid, hvor der bliver sat spørgsmålstegn til mange ting, dette er alt fra ægteskabets betydning, familiens opbygning og Guds nærvær i det hele taget. Der er altså mange holdninger og synspunkter. Men Gud ændrer sig aldrig, og Kirkens lærer vil altid stå fast. Så hvad lærer Kirken os? Ægteskabet er et sakramente, som knytter en mand og en kvinde sammen med Deres indbyrdes, ”Ja” til hinanden. På denne måde afgives et løfte over for Gud og Kirken. Det er Gud, der knytter det sakramentale ægteskabsbånd, som er bindende til døden, skiller Dem ad.

Ægteskabet i dag er måske mange ting. Brylluppet og især bryllupsfesten, for ikke at glemme hele forberedelsen er en stor kommerciel begivenhed for mange i dag. Der bliver brugt utrolig meget krudt og energi på at købe den rigtige brudekjole til sko og smykker. Det helt rigtige festlokale med de rigtige mange forskellige kombinationer af farver og blomster til dekoration, mad og drikke, og med de helt rigtige gæster. Der kan være rigtig meget stress forbundet med dette, og rigtig meget af opmærksomheden kan blive rettet mod de materialistiske goder.

Ingen tvivl om at bryllup kræver stor tid og forberedelse. Derudover er udfordringen som ung katolik i Danmark, at vi lever i et samfund, hvor Gud ikke er i centrum. Alle er selvstændige og har glemt, at Gud har skabt os. Det hænger formentligt også sammen med de kulturelle forskelle, der er i Danmark, og at man kun er ”hygge” kristen, uden at forstå betydningen af sakramenterne, men blot ser dette som en tradition uden Guds nærvær. Udfordringen kan også bero på at man bliver gift med en ikke-katolik.

Dette har stor betydning og store udfordringer til at kunne udleve sin tro i praksis. Det vigtigste af alt er erkendelsen af at bryllupsfesten ikke slutter dagen man giftes, men at denne fest fortsætter hele livet. Dette er blot derfor ikke en begivenhed i ens liv, men et helt nyt kapitel for to individer, der bliver til ét i kødet (Matt 19,6).

At to forskellige individer nu skal være ét, og tilsammen danne et fællesskab, kræver meget og som uden tvivl vil skabe udfordringer. Dette mon, man så er katolsk eller er gift med en ikke-katolik. Dog skal vi huske, at Guds nærvær i os altid er der. Jesus, nærvær er lige ved siden af. Han deltager i og velsigner uden tvivl ægteskabet. Er det ikke også dette, vi læser i Biblen? Med Jesu første mirakel, som netop finder sted til en bryllupsfest. Man løber tør for vin. Dette kunne meget muligt være, hvad man kan opleve i et ægteskab, at man løber tør for et eller andet. Dette kunne være gensidig forståelse, respekt og endda kærlighed over for hinanden. Men når Jesu nærvær og velsignelse har ført to mennesker sammen, vil Han med sin velsignelse uden tøven komme os til gode.

Når vi retter blikket til Ham som har skabt os, vil Han med sin overstrømmende kærlighed velsigne ægteskabet, med den gode vin, som vil blive fyldt helt op til karret. Det vil altså sige, at man ikke vil mangle noget. I en tid, som er fyldt med megen støj, kan der nemt komme strid og splittelse. Der er brug for tålmodighed og gensidig respekt over for hinanden. Der hvor man har hver sine svagheder bør man sammen løfte op i fællesskab, og tilsammen bygge hinanden op, og skabe et fundament i Kristus. Et fundament som sammen med Kirkens lære og ikke mindst af Guds nåde kan skabe et ægteskab fyldt med kærlighed, omsorg og respekt. Hvor der før var mangel på forståelse, respekt og kærlighed, vil ægteskabet blive fyldt med gensidig respekt, kærlighed og overbærenhed til hinanden med Guds kraft. Med Jesu nærvær vil det tomme kar blive erstattet og fyldt helt op til randen med tro, håb og kærlighed.

Maria


For hele verden med særligt fokus på finansverden

- at dem, der er ansvarlige for finanserne, samarbejder med regeringerne om at regulere den finansielle sfære og beskytte borgerne mod dens farer.

Pave Frans foretrækker en kirke, der er såret, snavset og lidende, fordi den har været ude på gaden, frem for en usund kirke, der lukker sig om sig selv. I læredokumentet ”Glædens Evangelium” kritiserer pave Frans den ulige fordeling af verdens goder og opfordrer velhavere til at dele deres rigdom med andre. Hvordan kan det være, at det er en nyhed, når aktiemarkedet taber to point, men ikke at en ældre hjemløs dør af at leve på gaden, spørger paven i en slags program-erklæring for, hvordan han mener, at den katolske kirke skal være og agere. Tilbedelsen af guldkalven er tilbage i en ny og brutal form, skriver paven, der mener, at vi lever i en tid, hvor man forguder penge i et umenneskeligt økonomisk diktatur, og han opfordrer til en reform af de globale finansielle systemer og advarer om, at økonomisk ulighed fører til vold.

Som et svar på at gøre religion til en privat sag, gav 2. Vatikankoncil bud på det medansvar, den katolske kirke har, for både sekulær og kirkelig historie og at et politisk engagement er en mulighed for at forandre samfundet, som jo skal gennemtrænges af evangeliets værdier. Derfor er det absolut nødvendigt at involvere sig politisk. Katolikker og den katolske kirke må selv være klar til at påtage sig et profetisk vidnesbyrd til fordel for et samfund, der bygger på retfærdighed og fred.

At stræbe efter de bedste resultater, at vise, hvad man kan og duer til er konceptet, der styrer vores kapitalistiske system. Og vi ved at det giver bonus. Men vi kender også omkostningerne. De, der ikke kan løbe så stærkt, de, der fra naturens hånd ikke har fået de bedste betingelser, har næsten ingen chance for at komme til tops. De, der kæmper og stræber efter mere og mere, risikerer at sætte helbredet på spil. Kroppen kan ikke altid følge med. Stress, sygdom og depression kan være prisen, de før eller senere må betale. Omkostningerne kan være store. Når finanserne styrer et menneske og et samfund, bliver materiel vækst en afgud, og politikerne gør økonomisk vækst til et mål i sig selv, adskilt fra den plan som Skaberen har for ethvert samfund, nemlig at dem som er ansvarlige for finanserne samarbejder med regeringerne om en ligelig fordeling af goderne.

Netop nu lider Indien enormt under COVID 19 epidemien. Indien er storproducent af COVID 19 vaccinen og skulle være i fuld gang med at vaccinere sin egen befolkning, men de rige lande har taget patent på vaccinen fra Indien, hvilket jeg ikke kan se som andet end økonomisk magtbegær af den værste slags. Grådighed har altid været en del af menneskets natur, men et menneske som Moder Teresa af Calcutta viste os at det kan lade sig gøre at modarbejde denne grådighed og bruge de økonomiske midler til gavn for især de fattigste dele af verden.

I lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk. 16,13-21) siger Jesus: Ingen kan tjene to herre, I kan ikke tjene både Gud og mammon. Hvorpå han fortæller lignelsen om den rige mand og den fattige Lazarus, der lå uden for den riges port med sine væskende sår, som hundene kom og slikkede. Den rige mands brøde, var ikke at han var rig, men at han ignorede den fattige Lazarus.

Den finansielle sektor i samfundet er til for at tjene økonomien til gavn for samfundet, som igen eksisterer for at beskytte og fremme det enkelte menneskets værdighed og trivsel. Det er vores ansvar som kristne at medvirke til at vælge de politikere (i håb om at de findes) der sikrer at den økonomiske aktivitet forbliver på sin rette plads; til gavn for samfundet og menneskets værdighed og velvære. Både i Det Gamle og i Det Nye Testamente står der noget om penge og forvaltningen af disse. Det, der fokuseres på, er, at penge ikke er det vigtigste i livet, men at vi skal tænke mere på vores næste. Lad os dagligt bede for at de enorme summer af penge der bruges til oprustning og til at føre krig, må bruges til at hjælpe dem som har mest brug for det, og at politikerne må ophøre med at misbruge deres position for egen vindings skyld, men fremme fred, retfærdighed og religiøs tolerance overalt på kloden i respekt for det Skaberværk som Gud har givet os.

Pastor Benny Blumensaat
Sognepræst ved Skt. Nikolaj Kirke i Esbjerg


Refleksion April 2021

Vi beder for hele verden med særligt fokus på de grundliggende rettigheder

For alle, der sætter deres liv på spil i kampen for de grundliggende rettigheder i diktaturer, autoritære styrer og ikke mindst i kriseramte demokratier

Pave Frans er for mig den pave, der har mest fokus på mennesker, der lever under menneske-uværdige kår. Derfor er det ikke underligt, at der er intentioner for de mennesker, der sætter deres liv på spil ved at gøre os opmærksom på de uretfærdige strukturer. Overalt i vor verden findes der uretfærdighed, men også mennesker der sætter deres liv på spil for at kæmpe for retfærdighed. Det er vigtigt at vi husker disse mennesker, som Mahatma Gandhi, Marin Luther King, Oscar Romero, Dorothy Day og mange andre. De har levet, hvad Jesus siger i Johannesevangelium 15,13: ”Større kærlighed har ingen en den at sætte sit liv for sine venner.” Vi har lige fejret Påskemysterium, vi mindedes hvordan Jesus satte sit liv til i lidelse og død for os og hvordan Gud oprejste ham i opstandelsen.

Da jeg i dag slå op i avisen Kristelig Dagblad, står der en artikel/nekrolog om den amerikanske nonne, Diana Ortiz, som rejste 1987 til Guatemala for at arbejde med børn og i 1989 blev bortført og tortureret i 24 timer af militærpolitifolk. Hun blev senere aktivist og stiftede en hjælpeorganisation for torturofre. I samme avis står der, hvordan Myanmars demokrater kæmper og lider, ligeledes på Filippinerne, og hvordan kvinder i Italien kæmper for kvindernes rettigheder. Jeg kan bruge avisen til at bede for, fx de mennesker der hjælper i den humanitære katastrofe i Yemen og Syrien. Måske er det en idé at have fokus i denne måned på et emne eller et menneske, jeg kender, der kæmper for de grundlæggende rettigheder og det kunne også være her i Danmark. Hvem kæmper i den kriseramte verden for rettigheder for kvinder, flygtninge, migranter, de udsatte i samfundet, dem der går ind i de konflikter, som truer samfundet, m.m.?

Lad os være opmærksom på, når vi læser avisen eller hører/ser nyheder. Og så sende en bøn til Gud om, at Han må bistå og styrke alle dem der sætter deres liv på spil i kampen for en mere retfærdig verden.

Sr. Angela Rammé
St. Josephsøster, retræteleder på Stella Matutina, Kokkedal


Refleksion Marts 2021

Vi beder for evangelisering med særligt fokus på forsoningens sakramente

P. Michal Bienkowski, refleksionens forfatter om sig selv:
Jeg er verdenspræst. Jeg tilhører et af de nordøstlige bispedømmer i Polen – bispedømmet Łomża, hvor jeg den 28. maj 1994 modtog præstevielsen. Lidt over 2 år senere kom jeg til Danmark med henblik på at blive udskiftet af en anden præst fra mit polske bispedømme efter 5 år. Udskiftningen blev ikke til noget. Om end jeg savner mine polske omgivelser, er jeg virkeligt glad for at kunne tjene som præst i Danmark. I løbet af de snart 25 år har jeg været tilknyttet: Sankt Andreas i Ordrup og i betydeligt mindre grad Sankt Therese menighed i Hellerup, de nordjyske menigheder, Fredericia, Taastrup og nu i de sidste snart 10 år de vestsjællandske menigheder.

Sammen med paven  beder vi for evangelisering med særligt fokus på forsoningens sakramente.
-  at vi må leve bodens sakramente  med en fornyet inderlighed, 

for at få en forsmag på Guds uendelige barmhjertighed.

Dåbens nåde erfaret løbende og konkret: mødt på begge sider af skriftestolens gitter

For et par år siden stødte jeg på den følgende anti-skriftemål-kampagne:
”Gud har en perfekt hørelse, Han er selv i stand til at høre vor syndsbekendelse og til at forlade os vore synder. Han behøver ikke nogen præst til dette formål.”

Det er egentligt rigtigt nok - hvis man kun ser på situationen ud fra troen på Guds almagt. Han har hverken brug for engle for at beskytte os, eller for menneskers involvering for at kunne imødekomme og opfylde andre menneskers behov. Gud kan alt. Ganske alene.

I sin almagt behøver Han ikke menneskelige forældre til at tage sig af deres spædbørn. Han behøver ikke at appellere til dem, der har overflod for at kunne mætte de sultne. Han behøver ikke en præst for at kunne give os Brødet fra Himlen – sin egen Søn. Heller ikke for at kunne meddele os syndsforladelse og give os det evige liv. I sin almagt er Gud i stand til at udrette alt ganske alene.

I sin ydmyghed, som i mine øjne bevidner Guds almagt langt mere, end den såkaldte egentlige almagt, vi tit efterlyser hos Ham, besluttede Gud at behøve både Engle, så de kan beskytte os (bl.a. Sl.91,11) og menneskelige forældre for at sikre små børns trivsel, og de mætte, så de kan dele deres brød med de sultne…, og de yngre for at kunne pleje de ældre, og læger (og andet plejepersonale), så de kan se til og, om muligt, helbrede de syge. Og præster for at kunne give os Brødet fra Himlen – Eukaristien samt formidle os syndsforladelse.

Gud besluttede at have mennesket med i sin plan – ikke alene som modtageren, men også som medvirkende i Hans giver-værk. Til det allerstørste: at frelse mennesker - blev Han selv Menneske. Som om det ikke var nok – i overensstemmelse med sin allerstørste magt – den af slagsen, som Han grundigt gennemsyrer med den mest ægte ydmyghed – pålagde Han (i sin Enbårne Søn) mennesker både at give Brødet fra Himlen til Hans folk (”Gør dette til ihukommelse af Mig!” /Luk22,19) og at formidle Hans forsoningsgerning ved at forlade mennesker deres synder. Det sidste skete Påskedag om aftenen. ”Fred være med jer! Ligesom Faderen har udsendt Mig, således sender Jeg også jer.” (Joh.20,21). Og Han insisterede: ”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” (Joh.20,23). Hverken syndsforladelsen eller nægtelsen af den må ske ud fra en form for lodtrækning, eller ud fra præstens personlige sympatier / antipatier. Bedømmelsen bør være Helligåndens. (”Modtag Helligånden!”). Begge muligheder må være en manifestation af Jesu Kristi selvopofrende kærlighed.

Af og til kan det vise sig, at vi ved at forsøge at fremme Guds ære (”Gud kan alt. Han behøver ikke mennesker…”) ved at underminere den rolle, som Gud har pålagt mennesker, i virkeligheden gør det modsatte. Godt nok tror vi – i et sådant tilfælde - at vi tjener forkyndelsen af Guds almagt og majestæt – ”Han kan jo selv alt. Uden nogens involvering. Han har ikke brug for mennesker.” I virkeligheden kan en sådan indstilling blive til en modstand mod det, der er Guds allerstørste magt, den magt, der udtrykker sig igennem Hans vilje. Det kan vise sig, at vi blot vælger at tro på og dyrke, hvad Gud kan, frem for, hvad Gud egentligt vil; ikke sjældent ved at forkaste det, som Gud gerne vil. Det kan i så tilfælde vise sig, at det vi hylder ved at synge julesalmer (at Guds Søn blev født som Menneske for os) samt fastetidens og påsketidens salmer (at Han i sin menneskelige skikkelse både døde og opstod for os), kan bekendes unødvendigt, hvis ikke direkte meningsløst. ”Fordi Gud ikke har brug for noget menneske for at fuldføre sine planer.” Men Guds vision for verden er noget andet.

I bodens sakramente, som et skriftemål er en væsentlig del af, besluttede Gud at forlade os vore synder igennem det fuldkomne Menneske – Gud og Menneske i en Person, Jesus Kristus, som synliggøres i det ufuldkomne, ja, det syndige menneske, i skikkelse af enhver gyldigt viet præst. Gud kan sagtens klare opgaven uden om den sidstes involvering, men både i sin almagt og i sin ydmyghed besluttede Han at have brug for ham.

Pastor Michal Bienkowski 


Februar 2021

For hele verden med særlig fokus på vold mod kvinder.

At de kvinder, der er ofre for vold, må blive beskyttet af samfundet og at deres lidelser mø blive bemærket og taget hensyn til.

Januar 2021

For evangelisering med særligt fokus på at alle mennesker er brødre.
– at Gud må give os den nådegave at leve det fulde broderskab med brødre og søstre der tilhører andre religioner, idet vi beder for hinanden i åbenhed.

Refleksionens forfatter hedder p. Minh Quang (Josef) Nguyen.
Han er verdenspræst, konstitueret sognepræst i Sankt Andreas og Sankt Therese sogne, ansvarlig for Missio Danmark.

Det er fascinerende at iagttage, hvordan apostlen Paulus for to tusind år siden knyttede sine livserfaringer og sin tro sammen. For ham er den gamle strid – om man først skal være jøde for at blive kristen – afgjort. Det skal man ikke. Men han kender den forhåndenværende grænse mellem gammelt og nyt, mellem fjernt og nær, mellem indenfor og udenfor. Ingen skal sige, at der er tale om en gammeldags og for vor tid ligegyldig problemstilling. Også i vore dage kan man spore vanskeligheder i de kristne menigheder, når mennesker kommer fra fremmede kontinenter med deres kulturelt anderledes prægede kristendom og vil tilslutte sig menighederne eller dem, der, der tilhører andre religioner. Derfor må vi lytte opmærksomt på Paulus’ argumentation, sådan som man også gjorde det i Efesos, da de modtog brevet. I hører hjemme på begge sider af grænsen – og det vil være tåbeligt at nægte det; men denne grænse er brudt ned og findes ikke mere. Dermed er afgrænsningen eller fjendskabet mellem begge grupper meningsløs. Den nedbrudte grænse symboliserer netop midten af budskabet, troens centrum.

Nogle var jøder, der regnede sig til Guds udvalgte folk og strengt fulgte Torahens anordninger. Andre var hedninger, grækere, med en helt anden kultur, og de måtte på den ene side med besvær, på den anden side uden at være forudindtaget og i frihed søge at famle sig frem til Israels og dermed også Jesu gudsopfattelse. Der var altså nogle, der ‘var nær’, og andre, der var ‘langt borte’. Det betød ikke, at hedningerne var mindre fromme, mindre troende, mindre engagerede. Alligevel var de en udfordring for menigheden og blev mødt med mistro. Helt tydeligt vil Paulus sige til menighederne: Efter at Jesus Kristus døde på korset, findes der ikke mere en adskillelse mellem ‘de nære’ og ‘de fjerne’. Alle udgør et fællesskab, der er så nært forbundet med hinanden som lemmerne på et legeme, der udgør en helhed.

Jøder og hedninger er ved Jesu Kristi kors blevet forsonet og forbundet til et eneste legeme. Kristi legeme er urbilledet på kirken. I troens og kærlighedens fællesskab, der aflægger vidnesbyrd om forløsningens budskab, kan Jesus Kristus levende erfares og begribes af alle dem, som er søgende, spørgende og tvivlende. I dette legeme er der ikke mere tale om bud og forordninger, heller ikke om krav og angst.

Det er ikke tilfældigt, at Paulus begrunder alt med Jesu Kristi død på korset. Denne død fandt sted uden for byen, så at sige på den anden side af grænsen. I Jesus Kristus er alle menneskelige grænser én gang for alle brudt ned. Ingen kan drage nye grænser – det være sig territoriale, emotionelle eller kulturelle – og henvise til Jesus Kristus.

Den første fredsopgave, som Gud pålægger os, er enheden i den kristne menighed med alle dens forskelligheder og alle dens historisk betingede adskillelser. Med den indbyrdes fred vil vi i overensstemmelse med Guds vilje og med Åndens medvirken være et tegn for verden på, hvordan freden også udadtil kan virkeliggøres. Men vi er endnu langt fra målet – både indadtil og udadtil. Desto mere har vi brug for med Paulus at bekende os til Kristus, der er vor fred, og bede om Ånden, der vil lede os, der stræber efter fred, men samtidig viser at være uduelige i arbejdet for fred, til Gud, vor Far.

I Den Katolske Kirke kom gennembruddet for den interreligiøsie dialog med Det 2.Vatikanerkoncil(1962-1965), især i Koncilets dekret “Nostra Aetate”. I dette dokument tilskyndes katolikker til at skabe positive relationer til tilhængerne af jordens andre religioner, ikke mindst til jøder og muslimer, som tilhører de to øvrige monoteistiske religioner. Det 2. Vatikanerkoncil åbnede op til en ny horisont for hele jorden og ændrede Den Katolske Kirkes holdning til andre religioner, samtidigt med at det ændrede forholdet mellem verdensreligionerne til det bedre. I stedet for at ignorere eller forfølge hinanden begyndte tilhængerne af de forskellige religioner nu at skabe relationer til hinanden med dialog, venskab, respekt og samarbejde.

Sådanne møder og dialog kan ændre forholdene på jorden, idet de er perfekte instrumenter for fred, samarbejde og kærlighed. Konflikter må ikke søges løst med vold, had og krig, men gennem oprigtig dialog, respekt og retfærdighed. Vi må aldrig bruge religion som en undskyldning for vold. Det strider imod den inderste essens i religion og mod Gud, i hvis navn mange konflikter udspiller sig, og er således en alvorlig forbrydelse mod den menneskelige familie. Jorden har brug for instrumenter for fred og dialog, verdenssamfundet i dag har brug for profeter for fred, og religionerne i verden har brug for mennesker, der indgår samarbejde med hinanden.

p. Minh Quang Nguyen