Februar 2021

For hele verden med særlig fokus på vold mod kvinder.

At de kvinder, der er ofre for vold, må blive beskyttet af samfundet og at deres lidelser mø blive bemærket og taget hensyn til.

Januar 2021

For evangelisering med særligt fokus på at alle mennesker er brødre.
– at Gud må give os den nådegave at leve det fulde broderskab med brødre og søstre der tilhører andre religioner, idet vi beder for hinanden i åbenhed.

Refleksionens forfatter hedder p. Minh Quang (Josef) Nguyen.
Han er verdenspræst, konstitueret sognepræst i Sankt Andreas og Sankt Therese sogne, ansvarlig for Missio Danmark.

Det er fascinerende at iagttage, hvordan apostlen Paulus for to tusind år siden knyttede sine livserfaringer og sin tro sammen. For ham er den gamle strid – om man først skal være jøde for at blive kristen – afgjort. Det skal man ikke. Men han kender den forhåndenværende grænse mellem gammelt og nyt, mellem fjernt og nær, mellem indenfor og udenfor. Ingen skal sige, at der er tale om en gammeldags og for vor tid ligegyldig problemstilling. Også i vore dage kan man spore vanskeligheder i de kristne menigheder, når mennesker kommer fra fremmede kontinenter med deres kulturelt anderledes prægede kristendom og vil tilslutte sig menighederne eller dem, der, der tilhører andre religioner. Derfor må vi lytte opmærksomt på Paulus’ argumentation, sådan som man også gjorde det i Efesos, da de modtog brevet. I hører hjemme på begge sider af grænsen – og det vil være tåbeligt at nægte det; men denne grænse er brudt ned og findes ikke mere. Dermed er afgrænsningen eller fjendskabet mellem begge grupper meningsløs. Den nedbrudte grænse symboliserer netop midten af budskabet, troens centrum.

Nogle var jøder, der regnede sig til Guds udvalgte folk og strengt fulgte Torahens anordninger. Andre var hedninger, grækere, med en helt anden kultur, og de måtte på den ene side med besvær, på den anden side uden at være forudindtaget og i frihed søge at famle sig frem til Israels og dermed også Jesu gudsopfattelse. Der var altså nogle, der ‘var nær’, og andre, der var ‘langt borte’. Det betød ikke, at hedningerne var mindre fromme, mindre troende, mindre engagerede. Alligevel var de en udfordring for menigheden og blev mødt med mistro. Helt tydeligt vil Paulus sige til menighederne: Efter at Jesus Kristus døde på korset, findes der ikke mere en adskillelse mellem ‘de nære’ og ‘de fjerne’. Alle udgør et fællesskab, der er så nært forbundet med hinanden som lemmerne på et legeme, der udgør en helhed.

Jøder og hedninger er ved Jesu Kristi kors blevet forsonet og forbundet til et eneste legeme. Kristi legeme er urbilledet på kirken. I troens og kærlighedens fællesskab, der aflægger vidnesbyrd om forløsningens budskab, kan Jesus Kristus levende erfares og begribes af alle dem, som er søgende, spørgende og tvivlende. I dette legeme er der ikke mere tale om bud og forordninger, heller ikke om krav og angst.

Det er ikke tilfældigt, at Paulus begrunder alt med Jesu Kristi død på korset. Denne død fandt sted uden for byen, så at sige på den anden side af grænsen. I Jesus Kristus er alle menneskelige grænser én gang for alle brudt ned. Ingen kan drage nye grænser – det være sig territoriale, emotionelle eller kulturelle – og henvise til Jesus Kristus.

Den første fredsopgave, som Gud pålægger os, er enheden i den kristne menighed med alle dens forskelligheder og alle dens historisk betingede adskillelser. Med den indbyrdes fred vil vi i overensstemmelse med Guds vilje og med Åndens medvirken være et tegn for verden på, hvordan freden også udadtil kan virkeliggøres. Men vi er endnu langt fra målet – både indadtil og udadtil. Desto mere har vi brug for med Paulus at bekende os til Kristus, der er vor fred, og bede om Ånden, der vil lede os, der stræber efter fred, men samtidig viser at være uduelige i arbejdet for fred, til Gud, vor Far.

I Den Katolske Kirke kom gennembruddet for den interreligiøsie dialog med Det 2.Vatikanerkoncil(1962-1965), især i Koncilets dekret “Nostra Aetate”. I dette dokument tilskyndes katolikker til at skabe positive relationer til tilhængerne af jordens andre religioner, ikke mindst til jøder og muslimer, som tilhører de to øvrige monoteistiske religioner. Det 2. Vatikanerkoncil åbnede op til en ny horisont for hele jorden og ændrede Den Katolske Kirkes holdning til andre religioner, samtidigt med at det ændrede forholdet mellem verdensreligionerne til det bedre. I stedet for at ignorere eller forfølge hinanden begyndte tilhængerne af de forskellige religioner nu at skabe relationer til hinanden med dialog, venskab, respekt og samarbejde.

Sådanne møder og dialog kan ændre forholdene på jorden, idet de er perfekte instrumenter for fred, samarbejde og kærlighed. Konflikter må ikke søges løst med vold, had og krig, men gennem oprigtig dialog, respekt og retfærdighed. Vi må aldrig bruge religion som en undskyldning for vold. Det strider imod den inderste essens i religion og mod Gud, i hvis navn mange konflikter udspiller sig, og er således en alvorlig forbrydelse mod den menneskelige familie. Jorden har brug for instrumenter for fred og dialog, verdenssamfundet i dag har brug for profeter for fred, og religionerne i verden har brug for mennesker, der indgår samarbejde med hinanden.

p. Minh Quang Nguyen