PAVE FRANS BUDSKAB
I ANLEDNING AF DEN 55. VERDENS DAG
FOR FRED 1. januar 2022

Dialog mellem generationer, uddannelse og arbejde: Redskaber til at skabe varig fred

1. "Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin
hen over bjergene!
Han forkynder fred," (Es 52:7).

Profeten Esajas ' ord vidner om trøst. Et lettelsens suk fra et landflygtigt folk, der var trætte af vold og undertrykkelse, udsat for ydmygelse og død. Om dette folk undrede profeten Baruch sig: "Hvorfor, Israel, hvorfor er du i fjendeland og er blevet gammel i et fremmed land, hvorfor er du blevet uren som de døde, og regnes blandt dem i dødsriget?" (Bar 3:10-11).

For det israelske folk betød ankomsten af fredens sendebud håbet om en genfødsel fra historiens ruiner, begyndelsen på en lys fremtid.

Selv i dag er ”fredens vej”, som Sankt Paul VI med et nyt navn kaldte ”nødvendig udvikling”, vedblivende sørgeligt langt fra det virkelige liv for mange mænd og kvinder og dermed for hele verdens menneskelige familie, som nu er fuldstændig indbyrdes forbundne. På trods af at mange bestræbelser på konstruktiv dialog mellem nationer, intensiveres den øredøvende støj fra krige og konflikter. Sygdomme af pandemisk omfang spredes og virkningerne af klimaforandringer og skader på miljøet bliver værre, sultens og tørstens tragedier intensiveres, og et økonomisk system, der er baseret mere på individualisme end på solidarisk fordeling, er stadig fremherskende. Som i de gamle profeters tid, hører vi også i vore dage de fattiges vedvarende skrig og jordens klagesang, idet de indtrængende trygler om retfærdighed og fred.

I enhver tidsalder har fred været både en gave fra det høje og resultatet af en fælles indsats. Vi kan faktisk tale om en ”freds-konstruktion", hvor forskellige sociale institutioner bidrager, og et ”freds-håndværk", som involverer hver enkelt af os. Alle kan vi samarbejde om at opbygge en mere fredelig verden, idet vi med udgangspunkt i vores eget hjerte og vores egne familierelationer, og videre ud i samfundet og i miljøet, og hele vejen op til forholdet mellem befolkninger og mellem stater.

Jeg vil gerne her foreslå tre måder for skabelse af varig fred. Først og fremmest dialog mellem generationerne, som grundlag for realisering af fælles planer. For det andet, uddannelse, som grundlag for frihed, ansvar og udvikling. Og endelig, arbejde, som et middel til fuldstændig opfyldelse af den menneskelige værdighed. Disse tre er uundværlige elementer, der kan gøre det muligt at "skabe en social pagt", uden hvilken ethvert fredsprojekt vil vise sig at være illusorisk.

 

Pave Frans i Hiroshima 2019 - "Vi er nødt til at finde tilbage til gensidig tillid"

2. At føre dialog mellem generationerne for at skabe fred

I en verden, der stadig er grebet af pandemien, som har skabt uhørte problemer, forsøger nogle mennesker at undslippe virkeligheden ved at trække sig tilbage i deres egen lille verden, andre reagerer destruktivt med vold. Men mellem egoistisk ligegyldighed og voldelig protest er der altid en anden mulighed: Dialog. Dialog mellem generationer«.

Alle former for ærlig dialog, som, sammen med rigtig og positiv udveksling af synspunkter, fordrer grundlæggende tillid mellem samtalepartnerne. Vi er nødt til at lære, hvordan vi genvinder den gensidige tillid. Den nuværende sundhedskrise har forstærket vores forståelse for begrebet isolation og øget vores tendens til selvoptagethed. De ældres ensomhed har fået følgeskab af de unges følelse af hjælpeløshed og mangelen på en delt vision om en fælles fremtid. Krisen har været overordentlig smertefuld. Men den har hjulpet os, ved at bringe det bedste frem i mennesker. Faktisk har vi, under pandemien set stærke vidnesbyrd om medfølelse, deling og solidaritet over hele verden.

At være i dialog betyder at lytte til hinanden, dele synspunkter, komme til enighed, at gå videre sammen. At fremme en sådan dialog indbefatter løsning af konflikter, der, som hård og gold jord skal brydes op for at kunne lægge frø til en varig og indbyrdes fred.

Selv om tekniske og økonomiske fremskridt har haft tendens til at skabe fremmedgørelse mellem generationerne, peger de nuværende kriser på en bydende nødvendighed for partnerskab mellem generationerne. Unge mennesker har behov for de ældres livserfaring, medens de ældre har behov for den støtte, hengivenhed, kreativitet og dynamik, som de unge har.

Store sociale udfordringer og fredsprocesser kræver dialog mellem erindringsvogterne – de ældre – og dem, som skal bære historien fremad – de unge. Hver af dem må være villige til at give plads for den anden og ikke annektere scenen. Ingen af dem bør forfølge deres egne umiddelbare interesser, som om der hverken var fortid eller fremtid. Den globale krise, vi oplever, gør det klart at mødet og dialogen mellem generationerne skal være drivkraften bag en sund politik, der ikke stiller sig tilfreds med at håndtere det nærværende "med lappeløsninger eller hurtige fix", men at de ser sig selv som værdifulde udtryk for kærlighed til andre, i et fællesskab som finder frem til fremtidige bæredygtige projekter for alle.

Hvis det, midt i vanskelighederne, lykkes for os at praktisere denne dialog mellem generationerne, vil vi være godt forankret i nutiden og herfra vil vi være i stand til at interagere med fortiden og fremtiden. Når vi dykker ned i fortiden for at lære af historien og helbrede de sår, der undertiden besværer os. Når vi ser frem i tiden og nærer entusiasmen, får drømme til at opstå, opvækker visioner, og gør det muligt at lade håb blomstre op. Sammen kan vi lære af hinanden.
For uden rødder - - Hvordan kan træer gro og bære frugt?

Vi behøver kun at tænke på, at have omsorg for vores fælles hjem. I virkeligheden er miljøet et lån, som hver generation modtager og skal give videre til næste generation. Vi bør værdsætte og opmuntre alle de unge mennesker, der arbejder for en mere retfærdig verden. En verden som omhyggeligt beskytter den skabelse, som er betroet i vores varetægt. De arbejder uophørligt, entusiastisk og frem for alt med en følelse af ansvarlighed overfor de påtrængende retningsændringer, der kræves pga. de udfordringer vi møder, som en følge af de nuværende etiske og socioøkologiske kriser.

Til gengæld kan muligheden for sammen at bygge veje til fred ikke se bort fra uddannelse og arbejde, der danner en privilegeret ramme og sammenhæng for dialog mellem generationerne. Uddannelse fremmer korrekthed i dialogen mellem generationerne, og mænd og kvinder fra forskellige generationer vil i arbejdet opleve, at de er i stand til at samarbejde og dele deres viden, erfaring og færdigheder til fælles bedste.

 

Pave Frans ved en interreligiøs bøn for fred i Rom 2020 - "At vende forholdet mellem offentlige investeringer i uddannelse og de midler, der er afsat til våben"

3. Uddannelse, som en drivkraft for fred.

I de senere år har der, på verdensplan, været en signifikant nedgang i offentlige midler til undervisning og uddannelse. Det er blevet betragtet som udgifter snarere end investeringer. Men disse er de primære drivkræfter for integreret menneskelig udvikling. De gør mennesker mere frie og mere ansvarlige og de er uundværlige som forsvar og fremme af fred. Med andre ord er uddannelse og opdragelse grundlaget for et tæt sammentømret, civiliseret samfund, der kan skabe håb, velstand og fremskridt.

Militærudgifterne er derimod steget, så de nu er over niveauet i slutningen af den "kolde krig" og de ser ud til fortsat at vokse urimeligt.

Der er derfor på høje tid, at regeringer udvikler økonomiske politikker som stræber efter at vende forholdet mellem investering i uddannelse og de midler, der er afsat til våben. Fortsættelsen af en ægte international nedrustningsproces kan kun vise sig at være til fordel for udviklingen af folk og nationer, da den vil frigøre finansielle ressourcer, som vil kunne bruges mere hensigtsmæssigt til sundhedspleje, skoler, infrastruktur, miljøbeskyttelse osv.

Det er mit håb, at investering i uddannelse vil blive fulgt op af en større indsats for at fremme en omsorgskultur, som, i denne tid med social adskillelse og passive institutioner, kunne blive et fælles sprog, der kan arbejde for at nedbryde barrierer og bygge broer. "Et land blomstrer når konstruktiv dialog opstår mellem dets mange gode kulturelle bestanddele: folkekultur, universitetskultur, ungdomskultur, kunst- og teknologikultur, økonomisk kultur og familiekultur samt mediekultur." Det er derfor nødvendigt at skabe et nyt kulturelt paradigme gennem "en global uddannelsespagt for og med de yngre generationer; en, som forpligter familier, samfund, skoler og universiteter, institutioner, religioner, regeringer og hele menneskeheden til uddannelse af modne mænd og kvinder". En pagt, der har til formål at fremme uddannelse i holistisk økologi i henhold til en kulturel freds model, udvikling og bæredygtighed, centreret om broderskab og sameksistens mellem mennesker og miljø.

Ved at investere i uddannelse og oplæring af yngre generationer, kan vi hjælpe dem – gennem et fokuseret uddannelsesprogram - til at indtage deres retmæssige plads i arbejdslivet.

Pave Frans på et møde med arbejdere i Mozambiqu e 2019 - "Arbejde er det fundament, hvorpå retfærdighed og solidaritet kan bygges i alle samfund."

4. At skabe og sikre arbejde er fredsskabende.

Arbejde er en absolut nødvendig faktor for at opbygge og opretholde fred. Det er et udtryk for os selv som personer og vores egne evner, men også for vores engagement, indsats og samarbejde med andre, fordi man altid arbejder med eller for en anden. Set i dette klare sociale perspektiv er arbejdspladsen det sted, der gør det muligt for os at lære at yde vores bidrag til en mere beboelig og smuk verden.

Covid-19-pandemien har haft en negativ indvirkning på arbejdsmarkedet, som allerede stod over for adskillige udfordringer. Millioner af økonomiske og produktive aktiviteter er mislykkedes. Løsarbejdere er i stigende grad blevet sårbare; mange af dem, der udfører nødvendige tjenester i samfundet, er forsvundet endnu mere fra den offentlige og politiske bevidsthed, og i mange tilfælde har fjernundervisning ført til mangler i læringen og forsinket afslutning af uddannelse. Desuden står unge, der søger ind på arbejdsmarkedet og voksne, der nyligt er blevet arbejdsløse, overfor mørke udsigter.

På en særlig måde, har krisens indvirkning på den uformelle økonomi, som ofte beskæftiger migrantarbejdere, har været ødelæggende. Mange af dem er end ikke omfattet af national lovgivning, det er, som om de ikke eksisterer. De og deres familier lever under meget usikre forhold. De udsættes for forskellige former for slaveri og de er ikke omfattet af et socialt velfærdssystem. Aktuelt nyder kun en tredjedel af verdens befolkning, i den arbejdsdygtige alder, beskyttelse af et socialt velfærdssystem, eller de er kun omfattet af det i begrænset omfang. Vold og organiseret kriminalitet er stigende i mange lande, hvilket begrænser folks frihed og værdighed, det forgifter økonomien og forhindrer udviklingen til det fælles bedste. Det eneste svar på denne situation kan kun være en udvidelse af mulighederne for anstændigt arbejde.

Arbejde er faktisk det fundament, på hvilket man bygger retfærdighed og solidaritet i alle samfund. Af samme grund må man "ikke sigte efter, at teknologiske fremskridt, i stigende grad, skal fortrænge menneskelig arbejdskraft. For det vil være skadeligt for menneskeheden. Arbejde er en nødvendighed, det er en del af selve meningen med livet på denne jord, det er en modningsvej, menneskelig udvikling og personlig udfoldelse". Vi er nødt til at kombinere vores ideer og bestræbelser for at skabe betingelser og finde løsninger, som kan give alle, i den arbejdsdygtige alder, mulighed for at bidrage til familiens og samfundets liv gennem sit arbejde som helhed.

Det er mere presserende end nogensinde, på verdensplan, at fremme anstændige og værdige arbejdsvilkår, der er rettet mod det fælles bedste og til værn af skabelsen. Det er nødvendigt at garantere frihed og støtte til iværksætteres initiativer og samtidig må der fremmes en fornyet følelse af socialt ansvar, således at profit ikke er det eneste ledende kriterium.

I lyset af dette, er det nødvendigt at fremme, byde velkommen til og støtte, virksomheder, på alle niveauer, i, at respektere arbejdstagernes grundlæggende menneskerettigheder og at øge bevidstheden om dette, ikke blot for institutioner, men også for forbrugere, civilsamfundet, erhvervslivet og iværksættere. Jo mere bevidste disse virksomheder er om deres sociale rolle, jo mere bliver de steder, hvor den menneskelige værdighed respekteres. På denne måde vil de bidrage til opbygningen af fred. I den forbindelse opfordres politikerne til at spille en aktiv rolle ved at fremme en balance mellem økonomisk frihed og social retfærdighed. Alle, der er involveret på dette område, begyndende med katolske arbejdere og iværksættere, kan finde sikre referencepunkter i Kirkens sociallære.

"Må der være flere og flere mennesker, der i al stilhed, ydmyghed og udholdenhed bliver fredshåndværkere dag efter dag"

Kære brødre og søstre, idet vi sigter mod at kombinere vores bestræbelser på at overvinde pandemien, vil jeg gentage min taknemmelighed over for alle dem, der fortsat arbejder med generøsitet og ansvar indenfor områderne for uddannelse, sikkerhed og beskyttelse af rettigheder, for at sikre lægehjælp, at gøre det muligt for familiemedlemmer og syge at mødes, at yde økonomisk støtte, til dem der er i nød, og dem, der har mistet deres job. Uophørligt husker jeg ofrene og deres familier i mine bønner.

Jeg appellerer til regeringer og alle med politiske og sociale ansvar, til præster og alle kirkelige medarbejdere, og til alle mænd og kvinder med god vilje: Lad os med modighed og kreativitet gå sammen ad disse tre veje: Dialog mellem generationer, uddannelse og arbejde. Må flere og flere, mænd og kvinder, dagligt, med stille ydmyghed og mod, stræbe efter at være fredshåndværkere. Og må fredens Gud inspirere, ledsage og velsigne dem for evigt!

Fra Vatikanet, 8. december 2021, - Jomfru Marias uplettede undfangelse.

Frans

 

Oversat af Reidun Fynø